SMS tjeneste for unge i FDF

Projektbeskrivelse
Tanken bag SMS tjenesten er at sende brugere af bluz.FDF.dk i FDF en ugentlig SMS med en besked, der vækker til refleksion over det med Gud og os. SMSen er også en teaser, der skal få flere ind på den del af hjemmesiden, der har med kristendom og forkyndelse at gøre.
Vores erfaringer fra freestylegudstjenester har været at flere unge gemmer de salmevers, bibelcitater og refleksioner de under gudstjenesten modtog på deres mobiltelefon. På baggrund af de erfaringer vil vi i FDF forsøge at nå de unge direkte på deres mest brugte medie, mobiltelefonen. Ikke mindst med den viden at 95 % af alle danske teenagere har en mobiltelefon.

Mål og nytte
Målet med projektet er at vække en interesse blandt unge FDFer for FDFs formål og for spørgsmål om Gud og tro. Samtidig håber vi at det kan skabe ekstra trafik på den del af bluz.FDF.dk, der har med Gud og forkyndelse at gøre.

 Med venlig hilsen
Jacob Zakarias Larsen , Forbundssekretær og præst i FDF
Marie Søe Halkjær , redaktør på bluz.FDF.dk