Den faste struktur.

I vores familie lever vi med Sigurd Barret. Ikke i ren bogstavelig forstand, naturligvis, men i de sidste 6-7 år har han fyldt temmelig meget i vores og vores børns bevidsthed. Sådan er det sikkert i mange danske børnefamilier. Sigurd Barret laver nemlig Danmarks bedste børnetime – Sigurds Bjørnetime – hedder det. Hvis ikke du har set det, så tænd for fjernsynet en søndag aften kl. 18.00. Mange søndage toner han frem på skærmen på det tidspunkt.

Sigurd har udviklet et koncept, der har været brugt utallige gange i løbet af i hvert fald de sidste 6-7 år, hvor vi har set børnetime. Det er en ret enkel idé: Han har en hel fast struktur om sin 'Bjørnetime' som så har et nyt indhold hvergang. Ja, man kan sige, at det virker på nogenlunde samme måde som gudstjenesten. Her kender vi også den faste struktur fra søndag til søndag – det er bare indholdet – salmerne, teksterne og prædikenen; dagens tema – der vareierer. Det er denne faste struktur som vi holder af, når vi altså først har lært den at kende. Det er denne helt sikre gang i gudstjenesten, som vi slet ikke kan leve uden. På den måde bliver vi aldrig voksne. For børn søger også det faste og det sikre, genkendeligheden.

Sigurd indleder enhver Bjørnetime med, at han skal vælge mellem et af sine utallige slips; de findes i alle tænkelige farver og med alle tænkelige motiver syet på; nogle med træer, nogle med vilde dyr, nogle med skibe, nogle med sørøvere, osv. Det er valget af slips, der styrer udsendelsens indhold.

Når jeg underviser minikonfirmander 'vælger jeg slipset', mens jeg planlægger forløbet, men rammerne er altid sikre.

Efter at Sigurd har valgt sit slips går programmet i gang. Og her kommer så de faste indslag, der på hver deres måde illustrerer dagens tema: Der er historien om familien Finger, der er en lille praktisk opgave, måske laver han en træbåd, når temaet er træ, på den gamle rejsegrammofonder spilles sange, der handler om emnet, han tegner historien om Spidsnæserne – og det de oplever handler selvfølgelig også om dagens tema – og endelig er der TV-avisen, der er så kedelig, at Bjørnen Bjørn, der har givet navn til udsendelsen, altid falder i søvn. Og med en fast sang slutter programmet – genkendeligt og trygt.

Sigurd er en mester inden for sit felt. Han tryllebinder de små, og er man så heldig at have optaget nogle afsnit på video, ser børnene dem igen og igen. Metoden virker: Sigurd behandler et emne på så mange forskellige måder i løbet af en halv time, at børnene virkelig lærer noget og husker det bagefter. For eksempel kan min søn på 5 år genkende en masse forskellige flag og fortælle mig, hvilke musikinstrumenter, man typisk spiller på i det pågældende land, fordi han har set det hos Sigurd.

Minikonfirmander er stadig i 'Sigurdalderen', og de holder stadig af den faste struktur og genkendeligheden fra gang til gang. Derfor bør man tilstræbe det i sin undervisning. Og har man først fundet frem til en sådan, er det faktisk en lettelse for underviseren; ligger strukturen fast, kan man fokusere mere på indholdsdelen. Det er som med gudstjenesten, hvor de sværeste gudstjenester at holde er de, hvor vi føler, at vi selv 'skal opfinde den dybe tallerken'. Når vi for eksempel holder børnegudstjenester, undgomsgudstjenester eller billedgudstjenester bruger vi langt mere tid på at forberede os, end vi gør til en almindelig søndag, hvor vi er helt sikre på, hvordan vi skal gøre.

Gerda Neergaard Jessen